Hvert år modtager den danske stat 2,6 mia. kr. i afgifter fra spilområdet. Derudover bidrager spilindustrien med et milliardbeløb til danske medier og sportsklubber gennem reklamer og sponsorater.
Spilmarkedet er et eksempel på, hvordan den rette regulering kan sikre, at internationale spiludbydere betaler skat i Danmark, samtidig med at danske spillere vælger lovlige udbydere med dansk licens.
Siden liberaliseringen i 2012 er markedet for væddemål og onlinekasino steget fra 2,0 mia. kr. til 5,7 mia. kr. i 2024. Denne vækst afspejler primært, at det er lykkedes at kanalisere danskernes spil fra de illegale spiludbydere over til regulerede udbydere med danske licens. Markedet er dog ikke eksploderet, som nogle hævder – en analyse viser, at væksten svarer til stigningen i forbrugerpriserne i Danmark.
I dag udgør den danske stats indtægter fra væddemål og onlinekasino mere end en milliard DKK årligt. Den stigende bruttoindtægt fra det licensbaserede regulerede marked viser, at flere spiller på internettet end på fysiske spilleautomater og kasinoer. Det afspejler ikke kun ændrede forbrugsmønstre, men også en vellykket regulering, der sikrer, at spillere vælger lovlige, danske udbydere frem for det sorte marked.
Danmark har en af verdens højeste kanaliseringsgrader, hvor størstedelen af spil foregår hos licenserede operatører. Det betyder øget forbrugerbeskyttelse, ansvarligt spil og sikre skatteindtægter til staten. Samtidig understøtter reguleringen en bæredygtig spilbranche med strenge krav til udbyderne.
Den danske model viser, at velregulerede markeder kan skabe balance mellem kontrol, spillerbeskyttelse og et sundt forretningsmiljø.
Danmark har måske det højeste niveau af forbrugerbeskyttelse af spillerne i verden. Det statslige selvudelukkelsessystem ROFUS, som alle onlinespiludbydere skal tjekke, før man giver en spiller adgang til at spille sikrer, at personer med spilafhængighed ikke kan spille på spiludbydere med dansk licens.
Spiludbyderne skal også løbende følge med i spillernes forbrug for på et tidligt tidspunkt at opdage spilmisbrug. Det, og brugen af en lang række beskyttelsesværktøjer, giver de danske spillere en langt højere beskyttelse og sikkerhed end spiludbydere uden dansk licens tilbyder.
Ny teknologi og forskning bliver løbende testet implementeret på spiludbydernes hjemmesider, så man på sigt forhåbentlig kan nedbringe antallet af spilafhængige i Danmark.
Når danskerne vil sætte et væddemål på en fodboldkamp eller spille på en spilleautomat online, kan de gøre det hos spilfirmaer med dansk licens – under ordnede, danske forhold. Og mere end 91% af alle spil på internettet foregår i dag hos spilfirmaer med dansk licens. Det er nordisk rekord.
Se vores kampagne for virksomheder med dansk licens.